50 år

Onsdag 7. august 2013 kl. 06:00

50 år
Per Bilici Sørensen - 50 år.







Direktør og forstander Per Bilici Sørensen, Randers, fylder 50 år 13. august.

Per Bilici Sørensen er født og opvokset i Randers og har sammen med sin hustru i 2001 stiftet Fonden Valdemarhus og etablerede i 2005 Softwarefirmaet, Planner4You.

Per Bilici Sørensen var i en periode på 10 år ansat ved forsvaret, 6. tgbtn. i Randers inden han læste til Socialrådgiver på AUC.

Herefter blev han ansat i projektafdelingen for flygtninge i Horsens kommune, hvor han sammen med en kollega udviklede et integrationsprogram, som blev landskendt for sine gode resultater. Programmet kører stadig i trekantsområdet. Derpå kom han til familieafdelingen som familierådgiver i Randers kommune inden han blev ansat som daglig leder af et Socialcenter i det daværende Viborg Amt og var samtidig børnesagkyndig rådgiver ved Statsamtet.

I 2001 etablerede han sammen med hustruen Fonden Valdemarhus, som er en behandlingsinstitution med intern skole for børn. I 2011 udvidedes Fonden med Aflastning Fantasia.

I 2005 etablerede han sammen med en god ven softwarefirmaet Planner4you, da han ikke var tilfreds med de løsninger, som var på området. Planner4you er i dag den største leverandør af social IT til private institutioner i Danmark. Senest har Planner4You sammen med John Drejer A/S udviklet en Energy Timer, som styrer og regulerer bl.a. strømforbrug samt det nyeste system Tide Alert, som er et tidevandsvarslingssystem, der bl.a i dag bruges af Randers kommune.

Per Bilici Sørensen er gift med Cherie Bilici Sørensen og de har holdt sammen, siden de var henholdsvis 16 og 15 år gamle. De har sammen 2 drenge på 24 og 29 år samt et barnebarn, som er Per's helt store øjesten.

I sine tidligere år var han meget aktiv socialdemokrat som formand i Vorup Partiforening og stillede bl.a op til byråd og som Folketingskandidat. Dette har han nu genoptaget og stiller ved det kommende kommunalvalg op for Socialdemokraterne med stor fokus på, at partiet også på erhvervsområdet får udviklet en stærk profil.

Hans helt store passion i fritiden er fodboldklubben Randers F.C., hvor han meget nødigt undværer en kamp. Der er ikke mange trænere eller spillere som ikke gennem tiden kan erindre en eller anden sjov gimmick han har lavet med dem.

Med sit vindende væsen, altid lyttende, hjælpende og gode humør er fødselaren ofte i centrum uanset i hvilke kredse han bevæger sig.

* Per Bilici Sørensen fejrer sin fødselsdag med gode venner 10. august på Ricks Café i Storegade.4, Randers.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.