Bagerindbrud: Gerningsmand tabte sko

112
Mandag 21. oktober 2019 kl. 11:54

Bagerindbrud: Gerningsmand tabte sko

Har du set en mand kun iført en enkelt sko løbe fra Skanderborggade i Randers natten til mandag, så vil politiet gerne høre fra dig.

Klokken 3.00 fik politiet en anmeldelse fra et bageri på gaden, der fortalte, at en mand havde kastet en flise igennem en rude i butikken. Gerningsmanden blev opdaget af en ansat, der løb efter manden, som ikke nåede at stjæle noget. Under flugten tabte manden sin ene sko – en sort Nike med hvide såler.

Østjyllands Politi er relativt sikre på, at der ikke er tale om Askepot, idét den skobærende person var iført elefanthue.

Den flisekastende mand beskrives således:

Ca. 170 cm høj
Iført elefanthue, mørk jakke, mørke bukser og til sidst kun en enkelt sort Nike-sko

Tænker du, at din fod passer perfekt til skoen, eller har du andre oplysninger i sagen, så ring til politiet via tlf. 114.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.