Donation til børnekorForsideFredag 14. juni 2019 kl. 18:00 De yngste fra Jennumparkens Børnekor sang ved generalforsamlingen for Randers Østre Inner Wheel Club onsdag den 12. juni. Inden børnene fik overrakt checken optrådte de med forskellige sange. Børnene indledte med ”I Danmark er jeg født” og gik derefter over til ”Danmark gennem tusind år”. Før denne sang blev hvert enkelt barn præsenteret i et historisk perspektiv – i kostumer som fortalte lidt om Danmarks historie gennem tusind år. Publikum blev præsenteret for bl.a. Christian IV og Dronning Kirsten Munk - Selvejerbonde fra middelalderen – Dronning Thyras hofdame – Valdemar Sejrs korsridder – Hofdame ved Svend Tveskægs hof – Vikingebarn, uægte barn af Gorm den Gamle (måske yngre:-) og Hofdame for Margrethe I – Så i den forbindelse var der også lidt læring for publikum! Efter denne indledning sang børnene en sang fra hver af børnekorets fem cd- og sanghæfteudgivelser. Det var oplagt at synge ”Dronningepotpourriet” for alle disse skønne kvinder, det er med tekst af Halfdan Rasmussen og melodier af korets pianist, Ulrik Damm. Dette potpourri optrådte børnekoret med, da Dronning Margrethe besøgte Randers tilbage i 2010. ”Livstræet” var sat på som fælles afslutningssang, og der blev virkelig stemt i fra publikum. Efter børnekorets optræden overrakte præsident, Lotte Christensen, en stor check på 4.000 kr. til korleder, Birgitte Kaas Sørensen, som takkede for denne dejlige gave! På lørdag den 15. juni åbner Jennumparkens Børnekor Børneteaterfestival 2019 på Amfiscenen ved Værket. Her deltager 25 børn fra børnekoret og åbningssangen er ”Danmark gennem tusind år”. Der er helt oplagt, da Dannebrog faldt ned fra himlen for 800 år siden, og det skal naturligvis fejres.
|