Hokuspokus velfærd

Torsdag 14. marts 2013 kl. 14:37

Hokuspokus velfærd
Karsten Ulstrup Kristensen, byrådskandidat, Konservative i Randers.
LÆSERBREV Af Karsten Ulstrup Kristensen, byrådskandidat, Konservative i Randers.

Velfærdslisten skriver, at de vil bruge flere penge på velfærd i vores kommune, penge som skal indhentes fra de virksomheder, der skaber arbejdspladser i Randers samt en nedskæring i budgetterne for byens kulturliv.

De nævner meget konkret, at de vil stoppe Hospitalsgade-projektet, som ellers er til for at skaffe flere besøgende i Randers midtby og på den måde åbne for flere arbejdspladser.

Det er en meget flot tanke, at give flere penge til velfærd. Men for mig lyder deres ide, lige så god som at tisse i bukserne for at holde varmen. Vi får rigtigt nok flere penge til velfærd her og nu. Men hvor skal pengene komme fra i fremtiden, når vi har gjort det endnu sværere at drive virksomhed, end det allerede er i dag?

Jeg vil hellere investere lidt penge i tiltag, som skal skabe arbejdspladser og flere penge til kommunen. Ofrer vi lidt penge på en fornyelse af Hospitalsgade, en god erhvervsservice og andre tiltag, der skaber vækst, vil vi ikke blot skabe flere arbejdspladser og mere velstand i Randers, vi vil også have rigeligt med penge til velfærd, uden at vi skal skære i andre budgetter, og uden at det bliver svært at drive virksomhed.

Medmindre Velfærdslisten kan trylle penge frem, er deres plan ikke holdbar. Helt sikkert lavet i en god mening, men ikke holdbar.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.