Ønsker bedre indeklima i daginstitutionerDebatMandag 17. februar 2020 kl. 07:00 Læserbrev af Frida Valbjørn Christensen, Medlem af Randers byråd, Enhedslisten. Vi ved alle, hvor træls og nedslidende det kan være at arbejde i dårligt indeklima. Det bliver sværere at koncentrere sig, og hovedpine eller træthed står ofte for døren. Når der så ovenikøbet er mange mennesker samlet i ét lokale i længere tid, kan luften nemt blive tung bl.a. pga. CO2-koncentrationen. Dårligt indeklima har indvirkning på arbejdsmiljøet, men også på børnenes trivsel og indlæring i daginstitutionerne. Derfor er det vigtigt, at vi tager det alvorligt. Siden 1995 har det været lovpligtigt at installere kombineret ventilation i nybyggede daginstitutioner. I Randers kommune mangler 23 daginstitutioner - helt eller delvist - denne ventilation. I Enhedslisten mener vi, at det er vigtigt, at alle vores dagsinstitutioner i Randers kommune får den kombinerede ventilation, hvad enten bygningerne er bygget før 1995 eller efter. Derfor forslår vi byrådet, at vi igangsætter en undersøgelse for at finde ud af, hvad det vil have af økonomiske konsekvenser - og hvilke muligheder vi har for - at installere den kombinerede ventilation i alle kommunens daginstitutioner. Vi håber, at et flertal tager denne problematik lige så alvorlig, som vi gør.
|