Vi giver Randers Kommune bedre normeringerDebatOnsdag 19. februar 2020 kl. 08:00 Læserbrev af Malte Larsen, MF, S, Vester Boulevard 29, 8920 Randers NV. Jeg er jo far til 6 børn. Det betyder også, at jeg meget bevidst om vigtigheden af, at vi giver vores børn de bedste muligheder for trygge og udviklende rammer. De trygge og udviklende rammer skal også kunne mærkes i vores daginstitutioner. Ikke kun i børnenes eget hjem. I valgkampen lovede jeg derfor at arbejde for forbedrede normeringer i kommunernes vuggestuer og børnehaver. Blandt andet gennem forbedrede rammer til kommunerne. Randers kommune har gennem mange år været hårdt ramt af urimelig kommunal udligning. Bl.a. derfor har besparelserne i vuggestuer og børnehaver i Randers Kommune kunnet mærkes og normeringerne er blevet for dårlige. De dygtige pædagoger i vores kommune har ikke haft den fornødne tid til vores børn, fordi der er blevet for få til at varetage opgaverne. Det dur ikke, og nu gør regeringen og støttepartierne heldigvis noget ved det. Vi tager de det første vigtige skridt for et løft af vores vuggestuer og børnehaver ude i landet. Konkret betyder løftet, som nu indfries, at Randers Kommune med 6000 børn i daginstitutioner i alderen 0-5 år får 8,1 millioner kroner i 2020. Med de 500 millioner kroner kan der ansættes mindst 1050 fuldtidsansatte pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere i daginstitutionerne. Så vores børn får bedre forhold og flere kvalificerede voksne i deres hverdag. Det fortjener de! Samtidig får medarbejderne bedre forhold. Det vil give bedre arbejdsglæde så de kan passe endnu bedre på det mest værdifulde vi forældre har. Børnene er vores fælles fremtid. Det er et område, hvor behovet for flere varme hænder er massivt.
|